”STILLE BARNDOM”
- Af Eva Carlsen, november 2007
Vers 1.
- Stille barndom,
ensom og forladt.
Jeg ka’ hør’ ham stønne,
i den - mørke tunge nat.
Mit hjerte banker,
et sidste slag.
Had og smerte,
er dét - eneste, jeg har tilbage.
Omkvæd
Så jeg vil, flyve op mod himlen,
- ud af kroppen svæver jeg:
Er du mon deroppe Gud,
og vil du, holde lidt om mig?
Vers 2.
Hem’lighedens fængsel,
i mig, findes ord,
som jeg holder tilbage:
”Han er jo sød” - dét er dét, de tror.
Og deres trygge facade,
den vil krakeler’,
hvis de så, og de hørte,
hvad dér om - natten, med mig sker.
Omkvæd
Så jeg vil flyve op mod himlen...
Vers 3.
Trænger til ”en knuser”,
måske et bette klem,
har dog ikke fortjent det,
når jeg har - været så grim og slem.
I ”skillevæggen” står jeg,
ka’ ej leve eller dø.
Har jo gjort noget syndigt,
så jeg må - sejle rundt i egen sø.
Omkvæd
Men jeg vil flyve op mod himlen...
Vers 4.
.... ......
...... ....
Æi jæææ ææææ æj
jæ æj
jæi jæi i æjjjjj
Omkvæd
Ja jeg vil flyve op mod himlen...
.........
.........
og vil du holde lidt om mig...
... vil du - holde - lidt om - miiiiig...
Siges: Jeg var seks’ år, da det startede
